Fremtidens arbejdsmarked: hvordan partnerskaber gør dig mere interessant?

Fremtidens arbejdsmarked kommer til at transformere sig til et sted, hvor arbejdsgiver og arbejdstager ser hinanden som partnere i et interessefællesskab. 

Fremtidens arbejdstager kigger ikke efter kantineordninger, bonusser, prestige og titler. De kigger efter de virksomheder og organisationer, som har de ressourcer og netværk, som bygger bro til netop den vej de ønsker at bevæge sig udad for at kunne gøre en forskel i verden.

Hvis du ser dig selv, som et menneske, der gør verden/samfundet/fællesskabet til et bedre sted fremfor et menneske med en værktøjskasse og en titel bliver dit jobrevir meget større og din læringskurve stejlere.

”Hvad kræver det at skifte et mere traditionelt målsøgende mindset ud til fordel for et mindset med fokus på den forskel man kan være i menneskers liv?”

De kandidater man husker er ofte ikke dem, der kun er fremragende men de, som skiller sig ud fordi de har noget på hjertet og ønsker at skabe noget bedre uanset, hvor hårdt det måtte være.

 ”Nogen gange er det nødvendigt at flytte sig både mentalt og fysisk for at få øje på sig selv. Og når det sker er det som om, at kampen med en selv stopper og det bliver nemmere at tage det næste skridt.”

Den første opgave jeg fik i min enmandsvirksomhed var at hjælpe en kæmpe kinesisk virksomhed med at komme med input til en forskerpark inden for Health Care, som de skulle etablere rundt om deres allerede eksisterende virksomhed. 

Jeg undrede mig i starten over, hvorfor en så stor virksomhed ville hyre mig (Virksomheden servicere 80 % af alle Kinas hospitaler med medtech løsninger). Jeg kom jo ikke med et kæmpe corporate apparat i ryggen. 

Jeg blev taget imod som en dronning og mødeprogrammet blev forlænget, så jeg kunne skabe en endnu tættere relation ikke bare med founderen men også alle direktørerne fra datterselskaberne.

Gennem ovenstående oplevelse begyndte jeg at forstå, at når mennesker mødes, som har noget til fælles bliver det drivkraften og magneten i relationen. I mødet i Kina fik jeg øje på mig selv og blev bevidst om styrken i at ville noget, som også andre var interesseret i.

I dag, hvor jeg hjælper kloge og passionerede mennesker med at stille skarp på det, der betyder noget for dem i deres arbejdsliv og med at finde de partnere, som de skal samarbejde med bruger jeg den indsigt jeg fik ude i Kina. 

Jeg ser et arbejdsmarked, hvor mennesker søger meningsfulde aktiviteter, netværk og viden, der lægger sig opad den forskel de ønsker at være i verden. Jeg ser mennesker, der snildt kan arbejde for flere virksomheder, hvor det fælles er retningen for samarbejdet.

Er du ligesom mig et menneske, der søger partnerskaber, der vil noget bedre fremfor noget mere, så er vi jo i gang med at skabe en bevægelse?

 

 

 

 

 

Mette Reebirk