At være livsduelig hele livet -skip dine overbevisninger

 

I tidernes morgen da jeg skabte CBS karrierecenter forstod jeg ret hurtigt, at udfordringen blandt de studerende ikke var deres akademiske værktøjskasse men det jeg kaldte at være livsduelig.

At være livsduelig er at kunne reflektere over det, der skyller ind over dig i hårdt vejr på livets vej. Evnen til at stoppe op, mærke efter og reflektere over livet og i særdeleshed dit liv. Lige der, hvor du er!

De fleste mennesker tror, at de vil blive lykkeligere, hvis bare de tjente flere penge, havde den rigtige jobtitel, en anden chef etc. Når vi tror på vores tanker om, at vi ville blive lykkeligere, hvis vi havde dette eller hint sætter vi vores liv på standby og jagter et fatamogana.

I dag møder jeg rigtig mange erfarne erhvervsfolk, som opdager at de har haft så travlt med arbejdslivet og alt det ydre, at de har mistet evnen til at mærke dem selv og lytte efter, hvad der for dem, som menneske betyder noget.

At være livsduelig hele livet kræver, at vi definerer nye spor og at vi bevæger os frem mere lyttende og mere åbne end med den skråsikkerhed, som har været en del af opskriften indtil nu. 

Et første skridt er at sætte spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af de overbevisninger vi har og som ikke gør os noget godt. 

Hvis du har et problem, har du nødvendigvis også løsningen. I virkeligheden prøver vi ikke at komme fri af vores problemer; vi forsøger at retfærdiggøre, at vi hænger fast i dem.

 

 

 

 
Mette Reebirk