Hvad fortæller du dit barn, når det siger: 'Jeg er bange'?

Når jeg taler med børn og unge, som føler de er forkerte og oplever at de ofte bliver bange, deler jeg ofte tre betragtninger med dem, som både har rødder i indsigten fra livsfilosofier og peger på vores iboende sundhed.

1. Se, at tanken er som skyer på himlen.

Angst føles som en storm, men det er sjældent vejret, der ødelægger os — det er, når vi bygger huse af stormens tanker.

Når unge forstår, at tanker ikke er virkelighed, men noget der kommer og går, lidt som skyerne på en blå himmel, så begynder de at opdage en indre frihed.

Som en 14-årig pige sagde efter en samtale: “Jeg troede, der var noget galt med mig, men det var bare mine tanker, der løb stærkt.”

At se dét ændrede alt. Hun slap ikke af med tankerne, men hun blev ikke længere fanget af dem.

2. Find roen i kroppen før du prøver at løse noget med hovedet.

Forestil dig, at du sidder i en robåd midt på en sø. Hvis du padler i panik, vælter du. Men hvis du stopper op, trækker vejret og mærker vinden, begynder båden at flyde roligt igen.

Når unge mærker uro, angst eller vrede, hjælper det at bringe opmærksomheden hjem i kroppen: mærke fødderne mod gulvet, tage tre dybe åndedrag, lægge en hånd på brystet.

Det er ikke en løsning, det er et skift. Fra hoved til hjerte. Og først dér giver det mening at tage næste skridt.

Dette er hvad min yngste datter har lært, hvilket har gjort, at hun ikke længere frygter angsten. Hun ved nu, at den passerer helt af sig selv.

3. Husk, at du ikke er din angst – du har tanker, som fortæller dig noget.

Angst får ofte unge til at tro, at de er problemet. Men det svarer til at tro, at man er en film, bare fordi man sidder og ser den.

Når vi opdager, at vi har tanker — men ikke er dem — opstår et hul mellem oplevelse og identitet. Og i det hul bor friheden.

En dreng på 17 beskrev det som: “Det føltes som om nogen havde givet mig fjernbetjeningen tilbage.”

Vi skal tale med de unge om tanker og følelser. Ikke som noget de er – men som noget, de har.

Alt for mange børn og unge vokser op med en grundlæggende misforståelse:

At fordi de føler angst, er de angste.

At fordi de tænker mørke tanker, er de forkerte.

At fordi de bliver vrede, er de farlige.

Men tanker og følelser er ikke identitet. De er oplevelser, som bevæger sig igennem os. Lidt ligesom vejret.

Du er ikke stormen.

Du er ikke skyen.

Du er ikke regnen.

Du er himlen bagved.

Når vi begynder at tale med børn og unge om det, sker der noget. De retter sig lidt op. De bliver nysgerrige. De opdager måske for første gang, at der ikke er noget galt med dem og der er ikke noget at være bange for.

At de faktisk er okay — selv når det hele larmer indeni.

Jeg har mødt 12-årige, der med store øjne sagde:

“Så mine tanker er bare tanker?”

Og 16-årige, der udbrød:

“Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig det her før?”

Og jeg tænker: Hvorfor egentlig ikke?

Det burde være pensum i folkeskolen. At du kan have følelser, uden at

være dem.

At du kan rumme storme – og stadig have fred inde bagved.

At du altid kan vende hjem til det sted i dig, som ikke bliver væltet.

Så lad os tale med dem. Ikke om diagnoser og løsninger først.

Men om noget mere simpelt.

Tanker er noget, vi har. Ikke noget, vi er. Og det gælder også for voksne:-)